Sexlegetøj kan indeholde farlige mængder af sundhedsskadelige kemikalier, der mistænkes for at skade mænds sædkvalitet og give drengebørn misdannede kønsorganer. De hormonforstyrrende stoffer kan desuden fremskynde pigers pubertet, så de får bryster i otteårsalderen.
Det bekymrer miljøminister Karen Ellemann, som i følge eb.dk i et brev til Socialdemokraternes forbrugerordfører, Benny Engelbrecht, nu vil gøre noget ved problemet.
"Miljøstyrelsen vil også inddrage udsættelse af ftalater fra sexlegetøj i den dokumentation, der skal danne baggrund for et dansk forslag til EU-regulering af ftalater i en række produkter," skriver Karen Ellemann i svaret.
I februar kunne Nyhedsbureauet Newspaq fortælle, hvordan Sex & Samfund opfordrede politikere til at gøre noget. Politikerne har i årevis vidst, at sexlegetøjet kan være fyldt med de hormonforstyrrende ftalater - uden at gøre noget.
"Fem år er for lang tid uden at gøre noget. Så vi vil kraftigt opfordre politikerne til at komme i gang. Hormonforstyrrende stoffer skal selvfølgelig også være forbudt i sexlegetøj," sagde koordinator Jeppe Hald fra Sex & Samfund til Nyhedsbureauet Newspaq dengang.
Nu ser det altså ud til, at der er tages hånd om dildoerne.