Lær om albanske traditioner, gå til koranlæsning eller dans afrikansk på en af landets højskoler og scor 15 point i regeringens integrationsregnskab.
Det lyder som en smutvej, men sådan kan udlændinge faktisk også tjene point til at opnå en permanent opholdstilladelse ifølge regeringens nye aftaletekst.
"Det handler om at lære noget om aktivt medborgerskab, og derfor er det ligegyldigt, om det er i en kristen, katolsk eller islamisk organisation, så længe de fungerer på danske demokratiske vilkår," siger Venstres integrationsordfører, Karsten Lauritzen, til Newspaq.
De første 70 point skal udlændinge opnå ved opfylde faste krav, der er fastlagt på forhånd. For eksempel skal udlændinge have haft lovligt ophold i Danmark i mere end de sidste fire år og bestå en dansktest.
Men de sidste 30 point kan hentes på andre måder, for eksempel ved at tage på højskole eller deltage i foreningsarbejde hos organisationer, der er på SKAT's liste over almennyttige fonde, foreninger og institutioner.
Her i blandt er Islamisk Trossamfund, Rinzai Zen Buddhistisk Samfund og mange andre foreninger med udenlandsk eller religiøst islæt. Men det betyder ingenting, siger Karsten Lauritzen.
"Selvom organisationen har et religiøst udgangspunkt, er de stadig funderet på den danske demokratiopfattelse, og det lærer man noget af," siger han.
Men hos regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, er tonen dog en anden. Her gælder det ikke at deltage aktivt i religiøse foreninger.
"Det er helt klart, at vi vil være opmærksomme på det her, når vi skal udarbejde lovforslaget i næste uge. Man kan ikke være bestyrelsesmedlem i Islamisk Trossamfund og dermed få 15 point. Det vil vi ikke være med til, det kan jeg godt garantere," siger integrationsordfører Peter Skaarup til Newspaq.
Foruden organisationsarbejde har udlændinge også mulighed for at tage på højskole. Og det er en god ide, siger Karsten Lauritsen (V).
"Man tager jo på højskole med andre danskere, og her kan man lære noget om de andre elever, man er afsted sammen med. Hvis man tager frivilligt til Afrika i tre måneder, så skal man samtidig arbejde for foreningens drift i 9 måneder for at opnå de 12 måneders aktive medborgerskab," siger han.
Karsten Lauritzen erkender dog, at der kan være smutveje i systemet, som nogle ansøgere vil udnytte.
"Der er selvfølgelig nogle huller, hvor man kan udnytte systemet, fordi det skal være enkelt og let at administrere for myndighederne. Man kan ikke sikre sig, at systemet på ingen måde kan misbruges og samtidig have et ubureaukratisk system - de ting hænger desværre ikke sammen," siger han.
Uddrag af organisationer på SKAT's liste over almenvelgørende eller på anden måde almennyttige fonde, foreninger, stiftelser, institutioner mv. samt religiøse samfund:
Afrika InTouch
Danmark Hindu Kultur Aktivitets Center
Det Albanske Trossamfund i Danmark
Det Islamiske Trossamfund i Danmark
Den Russisk-Ortodokse Alexander Nevsky Kirke
Islamic Jafferia
Rinzai Zen Buddhistisk Samfund
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.