En glidende tackling blev fatal for den kun 23-årige brasilianske fodboldspiller, Robson Rocha Costa, skriver dagbladet.no.
Tacklingen så ikke umiddelbart videre voldsom ud, men alligevel blev den unge fodboldspiller liggende på gulvet bagefter. Det viste sig, at en kæmpe stor træsplint havde revet sig løs fra halgulvet.
Træsplinten var trængt gennem højre lyske og var fortsat op og havde beskadiget vitale indre organer i maven.
Så til trods for hurtig lægehjælp på banen, hvor Costa stadig var ved bevidsthed, døde han senere på hospitalet.
"Hans krop blev alvorlig skadet af gulvbrættet, som forårsagede alvorlige indre blødninger," siger læge Carlos Consalter.
Den unge spiller blev begravet i sin hjemby mandag. Hans ulykkelige mor er efterladt i sorg.
"Siden han var lille, har han altid svaret 'alt der har noget med fodbold at gøre', når jeg har spurgt ham, hvad han ønskede sig til sin fødselsdag. Hele hans liv har handlet om fodbold. Han døde, mens han gjorde det, han elskede," sagde moren.