Overenskomstforhandlingerne trækker i langdrag.
Ud af de i alt 600.000 ansatte på LO/DA-overenskomst mangler 200.000 danskere stadig at få fornyet deres løn- og arbejdsvilkår.
Og det er meget, siger Flemming Ibsen, professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet.
"Derfor er det kritisk forstået på den måde, at hele ideen med en dansk model jo er, at parterne selv laver forligene," siger han til erhvervsbladet.dk.
Det kniber især på slagteri- og kontorområderne, hvor parterne har gravet sig ned i hver sin grøft, og hvor forligsmand Asbjørn Jensen vil overtage styringen.
"Sidst man forhandlede overenskomster, indgik parterne selv forlig på 98 procent af arbejdsmarkedet, så det var tæt på, at man selv nåede hele vejen rundt. Derfor er det ikke så godt, at man denne gang ikke kan få de sidste ret omfattende områder med," siger Flemming Ibsen.
Forligsmanden skal nu vurdere, hvor langt parterne er fra hinanden. Hvis afstanden er for stor, vil han gå ind som mellemmand og mægle sig frem til et nyt overenskomstforslag.
Flemming Ibsen er ikke i tvivl om, at HK'erne på kontorområdet vil få en aftale, der ligner industriarbejderes, mens slagterne vil få cirka samme vilkår som transportsektoren.