Er dit barn blevet vaccineret for nylig? Hvis ikke, så er barnet langt fra det eneste.
Forældre glemmer at få deres børn stukket i stå stort et omfang, at Sundhedsstyrelsen nu overvejer at sende breve ud til de glemsomme forældre.
For helt op mod hvert femte fem-årige barn bliver ikke vaccineret mod sygdomme som kighoste og stivkrampe. Og det kan risikere at gå ud over hele befolkningen, hvis sygdommene spreder sig.
"Det her er en udmelding til forældrene om, at tallet ikke er højt nok, at de i højere grad bør få deres børn vaccineret," siger afdelingslæge fra Statens Serum Institut, Palle Valentiner-Branth, til Berlingske Tidende.
"Det vil ikke alene give beskyttelse til det enkelte barn. Det vil også give bedre beskyttelse i befolkningen, så sygdommene får sværere ved at sprede sig," tilføjer han.
Statens Serum Institut har i en opgørelse konstateret, at hvert femte barn på fem år ikke bliver revaccineret mod difteri, stivkrampe, kighoste og polio med den såkaldte Di-Te-Ki-Pol-vaccination, efter at de i deres første leveår har modtaget vaccinationen tre gange.