"Hej smukke, du er for lækker, og skal vi snart ses?"
Ansatte bruger i stigende grad arbejdstiden på at tjekke datingprofilen og chatte på sites som scor.dk - og dermed ikke passe deres arbejde.
For nogle kammer datingforbruget på jobbet over, og det mærker man i Udviklingshuset, som behandler danskere, der lider af forskellige former for internetafhængighed.
"Det er meget udbredt, at folk bruger tid på datingportaler, mens de er på arbejde. Nogle bruger rigtig meget tid på det, at når de oplever, at de ikke kan stoppe igen, så opsøger de os," fortæller direktør og psykoterapeut Michael Rasmussen til Nyhedsbureauet Newspaq.
De dating- og chat-afhængige søger hele tiden et nyt fix - også selvom det går ud over jobbet, forklarer Magnus Larusson, der er behandlingsleder på Majorgården, til Newspaq.
"Jeg kender til kvinder, som har været i New York, hvor de har tjekket deres datingprofiler via arbejdstelefonen et hav af gange. Efterfølgende har det så været svært at forklare chefen, at man har en telefonregning på titusindvis af kroner," siger Larusson, der forudser, at flere danskere vil blive afhængige af datingportaler i takt med, at vi kan være online døgnet rundt.
Netop fordi det er blevet helt almindeligt at bruge chat og netdating, vil landets arbejdspladser fremover komme til at se mere til problematikken med afhængighed, vurderer arbejdsmarkedskonsulent hos Lederne, Signe Tønnesen.
"Foruden det normale i at bruge datingsites, så er grænsen mellem arbejdsliv og fritid blevet langt mere flydende end tidligere. Der kræves mere fleksibilitet med arbejdstiden, men det lægger også op til, at det er i orden at tjekke sin datingprofil eller ringe til lægen i arbejdstiden. Så er spørgsmålet blot, hvor grænsen går," siger hun til Newspaq.
Hun opfordrer derfor landets chefer til at lave retningslinjer for, hvilke private gøremål der er ok i arbejdstiden.
"Man bør dog ikke sætte tid på, hvor meget mange minutter, man må tjekke sin mail, for det kommer an på så meget. Men ledelsen bør diskutere, hvad man synes er i orden, og så melde det ud til medarbejderne," siger hun.
Hvis en af dine kolleger bliver afhængig af at chatte med 'love88', mens hun egentlig burde lave regnskaber - så handler det imidlertid sjældent om et ønske om at gå på en traditionel date, forklarer Casper Høeg Radil, der forsker i dating- og internetkultur ved Københavns Universitet.
"Det handler især om at få anerkendelse. Man får en unik form for anerkendelse via de daglige beskeder, man får på sin datingprofil. Det er en form for anerkendelse, som nogle måske ikke får i hverdagen eller på jobbet, og det kan skabe et afhængighedsforhold," siger han til Newspaq.
I forsikringsselskabet Codan har man endnu ikke haft sager, der omhandler ansatte, der bliver afhængige af netdating i arbejdstiden. Men hvis der kommer sager, og en læge vurderer, at der er tale om en psykisk lidelse, så vil man som udgangspunkt være dækket, hvis arbejdsgiveren har en sundhedsforsikring, oplyser kommunikationskonsulent Lisa Gubi Mørz.