Det var ventet, at ledigheden ville fortsætte med at stige hen over årsskiftet.
Men det skete ikke. I stedet faldt den registrerede ledighed med 200 personer fra december til januar. Det viser dagsfriske tal fra Danmarks Statistik.
Det gav en uændret ledighedsprocent på 4,2 procent af arbejdsstyrken. Det svarer til godt og vel 118.000 arbejdsløse.
Ifølge forventningerne ville ledigheden være steget til 4,5 procent.
I årets sidste tre måneder steg ledigheden med 2.300 personer - svarende til to procent.
Fordelt efter ydelsestype er antallet af ledige dagpenge-modtagere steget med en procent. Samtidig er der kommet fem procent flere ledige kontanthjælpsmodtagere.
De ældre medarbejdere har oplevet den største stigning i ledigheden inden for sidste kvartal.
Således er ledigheden for de 60-64-årige steget med otte procent. Omvendt er den faldet med fem procent for de 16-24-årige.