En fræk lille top og et par stramme jeans eller en knap så festlig fangedragt.
Torsdag i næste uge bliver det afgjort, hvilket outfit Paradise-baben Susan K. kan iklæde sig fremover.
Her står hun nemlig skoleret i Århus Byret, hvor den endelige dom over den barmfagre blondine falder i sagen, hvor hun er sigtet for lillejuleaften at have kastet et ølglas i hovedet på en garderobepige på diskotek Social Club i Århus.
Susan K. blev anholdt kort efter episoden og sad varetægtsfængslet i 14 dage hen over både jul og nytår. Og det mener hendes forsvarer, Michael Juul Eriksen, er straf nok til den blonde realitystjerne.
"Det er op til retten at vurdere det. Mit synspunkt er, at en eventuel yderligere straf skal gøres betinget, måske med vilkår om samfundstjeneste," siger Michael Juul Eriksen til Nyhedsbureauet Newspaq.
Garderobepigen slap fra overfaldet med en flænge i hovedbunden, men måtte sys med seks sting. Susan K. har tidligere udtalt, at hun har tænkt sig at give sit voldsoffer en undskyldning, hvis de mødes til retssagen.