Fra grøn til sort. Sådan kommer miljø- og fødevarepolitikken til at se ud i VK-regeringen efter Lars Løkkes nye valg af ministre. Det siger Ida Auken (SF) og eks-DF'eren Christian H. Hansen.
"Til sidst i Anders Foghs regeringsperiode gik det faktisk op for ham, at det grønne område er fremtidens dagsorden, der skal sikre os arbejdspladser, ren luft og vand. Samt sikre os, at vi er uafhængige af oliestater, vi ikke vil være alt for tæt på. Man kommer næsten til at savne grønne Anders, men det var kun i hans sidste tid, at det var meget grønt, det han sagde," siger SF's miljøordfører Ida Auken til Nyhedsbureauet Newspaq.
Begge drager prompte slutningen: Miljøforkæmperne er rykket ud af ministerkontorerne, og ind er kommet nogen med helt andre interesser.
"Jeg er meget bekymret for den danske forbruger, og jeg er meget bekymret for dyrevelfærden i Danmark. For Fødevareministeriet er i dag blevet bombet tilbage til stenalderen. Landbrugets top er igen rykket ind, og det ser jeg simpelthen ikke som et gode. Jeg forstår ikke, at Lars Løkke Rasmussen har valgt det her," sukker Christian H. Hansen til Newspaq.
Her er Ida Auken ganske enig.
"Nu savner jeg nogen, der vil noget på det her område. Der er ikke nogen ny Connie Hedegaard, og hvis vi kigger på, hvem der er blevet sat ind, så er det jo Henrik Høegh, der er taget direkte fra landbrugets top. På transportområdet er det historiens mest nedskærende miljøminister, der har været rigtig stolt af at kvæle det grønne område, Hans Christian Schmidt, der er blevet transportminister," fortsætter Ida Auken.
Selvom Ida Auken og SF langt fra er enige i ret meget af VK-regeringens politik, så det alligevel ud til, at man især på klima- og miljøområdet kunne nærme sig hinanden, da Anders Fogh gik grønt.
"Jeg tror, han forstod, at Danmark som grøn vindernation faktisk er fremtiden. Der er der, vores arbejdspladser er; det er der, vi skal sikre, at der er ren luft til danskerne," slutter Ida Auken til Newspaq.