Krisen kommer til at fortsætte, og der bliver mange flere fyringer. Det har industriens parter erkendt.
Derfor blev de i nat enige om at indføre en fratrædelsesordning, så fyrede får en pose penge med, når de bliver prikket på skulderen. Det er blot et af punkterne i den nye toårige overenskomst, som formand for CO-Industri, Thorkild E. Jensen, generelt er tilfreds med.
"Det har været en meget svær forhandling. Men vi har troet på et forlig, og vi er tilfredse med forliget," sagde han ved dagens pressemøde i Dansk Industri (DI).
Direktør i DI, Hans Skov Christensen, er enig i, at forhandlingerne har trukket tænder ud.
"Det har været en lang og vanskelig proces, der startede i januar. Og det er en af de vanskeligste økonomiske situationer i årtier. Men vi fik færdiggjort teksterne i løbet af natten," siger Hans Skov Christensen og fortsætter:
"Forliget giver os en ramme, så virksomhederne kan komme med på et opsving, når det kommer," vurderer han.
Den nye fratrædelsesordning træder i kraft den første maj og betyder, at virksomhederne skal godtgøre den fyrede med forskellen mellem dagpenge og lønnen. Godtgørelsen udbetales for en måned efter tre års ansættelse, to måneder efter seks års ansættelse og tre måneder efter otte års ansættelse.
Resten af punkterne i overenskomsten kan læses på 3F's hjemmeside.