Denne overenskomst er da Hans Skov Christensens sidste. Ikke?

Svaret burde være et klart ja, manden er 64, og alligevel er svaret et rungende måske, hældende mod ja. Og at det, spørgsmålet, overhovedet stilles i det politiske og faglige miljø, samtidig med, at det spøgefuldt siges, at det ikke er et spørgsmål om hvornår Hans Skov Christensen går af som DI-direktør, men om han overhovedet går af, siger det noget om hans tyngde og magt.

Tog magten med sig

I snart en menneskealder - 25 år i hvert fald - har Hans Skov Christensen været arbejdsgivernes stærke mand. Han blev ansat i DA, et år efter han forlod universitetet som cand.polit., og så har han ligesom været der siden. Navn og lokaliteter er godt nok skiftet til DI, men magten tog han med sig, da han rykkede ind på Rådhuspladsen i begyndelsen af 90'erne.

Han er kendt for sit ualmindeligt gode politiske netværk, som godt nok er blegnet i takt med, at nye partiledere har taget over. De har ikke samme respekt for manden på Rådhuspladsen - f.eks. sagde Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt ikke bare ja tak, da hun blev inviteret i audiens på Rådhuspladsen. Hun mente, at Skov burde indfinde sig på hendes kotor.

Blev aldrig minister

Sådan var det ikke tidligere. Da kom politikerne ilende, og han var altid med på listen, når der skulle gættes på borgerlige ministeremner. Det blev dog ved gættene - daværende statsminister Poul Schlüter (K) fandt aldrig anledning til at gøre Skov Christensen til minister.

Til gengæld var Hans Skov Christensen udset til at blive EU-kommissær i midten af 90'erne. Nyrup-regeringen var kommet til, men de borgerlige med Uffe Ellemann-Jensen (V) og Hans Engell (K) i spidsen mente, at det kun var et spørgsmål om tid, før de igen havde magten. Og dermed også retten til at udnævne ny EU-kommissær. Meget var de to uenige om, men ikke at Hans Skov Christensen ville blive en fremragende EU-kommissær.

Vild med Jelved eller omvendt

Det blev han så aldrig - serveretten på den post lå hos Socialdemokraterne, og selv om de var glade for Hans Skov, rakte kærligheden dog ikke til så lukrativ en post.

Den radikale Marianne Jelved har på et tidspunkt udtalt, at hun aldrig har følt sig hverken manipuleret eller bearbejdet af Hans Skov Christensen - det kan omveksles til, at hun enten er usædvanlig tonedøv, eller at han er usædvanligt taktisk.

I hvert fald havde han kigget indstillet på det indflydelsesrige økonomi- og erhvervsministerium, hvor først Jelved, siden den konservative Bendt Bendtsen residerede. Begge blev serviseret grandiost af den store mand fra Rådhuspladsen, som fik indflydelse til gengæld. Den er faldet, efter at Lene Espersen har taget over.

En del af Hans Skov Christensens netværk plejes fra hjemmet på 5. Juni Plads på Frederiksberg, hvor Hans Skov Christensen er vært for de efterhånden traditionsrige fredagsmiddage. Her deltager og har deltaget topfolk fra DI, politikere fra Konservative, Socialdemokrater, Venstre og Radikale - kort sagt fra de regeringsbærende partier - og et par jurister og lidt mediefolk. Middagene er med ægtefæller, de foregår i hyggelig og afslappet atmosfære, men de emner, Hans Skov Christensen gerne vil have vendt, bliver vendt.

DF? Jo, men ikke hjerteligt

Han har haft svært ved at omstille sig til de nye politiske vinde, som begyndte at blæse efter 2001. Socialkonservativ som han er - med lidt hang til radikale - var det svært at forstå, at konservative var blevet nummer to-partiet efter Venstre og de radikale reduceret til en indflydelse, der svarede til deres størrelse, og at Dansk Folkeparti havde taget pladsen som partiet, der bestemte.

I dag er der kontakt til Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen-Dahl er jævnligt på besøg.

Men det vil være en overdrivelse at kalde besøget hjerteligt.