En tysk snowboarder slap mirakuløst med livet i behold, efter han i seks timer sad fast i en skilift i de østrigske alper.
Skifliften blev lukket ned, mens han stadig sad i en af liftene - i minus 18 grader og ti meter over jorden. Det skriver BBC.
Den 22-årige Dominik Podolsky brugte teknikker mod nedkøling, som han havde lært i det tyske militær. Men efter seks timer i minus 18 grader kunne han ikke længere mærke alle sine lemmer. Samtidig blev han ved med at falde i søvn.
"Jeg overvejede at springe ned, men så havde jeg sikkert brækket begge ben og ville være frosset ihjel," sagde han.
På et tidspunkt var gode råd med andre ord dyre. I håb om at blive set begyndte Podolsky derfor at sætte ild til papirlommetørklæder, han havde i lommen.
Derefter kom turen til hans pung. Her brændte han først boner og kreditkort af, inden turen til sidst kom til pengesedlerne. Og det var først, da den 22-årige var i gang med at brænde sin allersidste pengeseddel af de i alt 120 euro - cirka 1100 kroner - han havde i sin pung, af, at han blev opdaget.