Bestyrelsesformanden i Danmarks Radio, Michael Christiansen, har som en af meget få hørt den omstridte lydoptagelse, der måske/måske ikke beviser, at forsvarsminister Søren Gades (V) pressechef, Jacob Winther, står bag lækagen om danske soldaters mission i Afghanistan i 2007.
Og fordi han ikke har haft noget at gøre med det redaktionelle indhold, og derfor ikke er forpligtet til at beskytte kilder, kan han ikke fritages fra at vidne i sagen. Det mener Oluf Jørgensen fra Danmarks Journalisthøjskole, der er ekspert i mediejura.
"Han er omfattet af den almindelige vidnepligt. Og derfor kan man godt kalde det en bommert uden lige, at Kenneth Plummer lod Michael Christiansen høre lydfilen," siger Oluf Jørgensen til Politiken.
Mediejurist ved Syddansk Universitet Vibeke Borbjerg er enig med sin kollega.
"Alle, der kan bidrage til at oplyse en sag, skal bidrage. Pressen har dog en særstatus, fordi medierne skal kunne fungere med de bagvedliggende kilder, som de skal bruge for at få deres historier frem. Men det gælder kun de mennesker, for hvem det er afgørende at kunne beskytte kilderne. Og Michael Christiansen er altså bare bestyrelsesformand. Han har jo ikke noget med det journalistiske i DR at gøre," siger hun.
Ifølge Eva Smith, der er professor i strafferet ved Københavns Universitet, kan Michael Christiansen dog godt blive reddet på målstregen:
"Det er rigtigt, at hans titel ikke er nævnt i paragraffen om vidnefritagelse. Men dommeren kan vurdere, at Christiansens job netop er at stå i spidsen for en virksomhed, der arbejder med journalistik. Og at han af samme grund netop kan fritages fra at vidne," siger hun.
Bliver det vurderet, at bestyrelsesformanden er forpligtet til at vidne, og han alligevel nægter det, er straffen dagbøder eller fængsel.