Det skal være slut med unødige dødsfald i daginstitutionerne.
Et bredt kor af politikere, fagforeningsfolk og beredskabsfolk forlanger, at pædagoger obligatorisk og vedvarende bliver undervist i førstehjælp.
"Kommunerne bør sikre, at pædagoger løbende får mulighed for at følge op på deres viden om førstehjælp. Det er nemlig ikke noget man lærer en gang for alle. Kommunerne skal sikre, at alle medarbejdere har førstehjælpskursus," fastslår BUPL-formand Henning Pedersen over for Newspaq.
Debatten er vakt til live, fordi en etårig dreng for en måned siden mistede livet i vuggestuen, og i torsdags døde en treårig dreng, da han legede i børnehavens puderum.
Det får Venstres kommunalordfører til at kræve et tjek af sikkerheden i institutionerne.
"Selvom alvorlige ulykker heldigvis er sjældne, skal vi undersøge, om vi gør det godt nok, og om pædagogerne er tilstrækkeligt uddannede til at håndtere alvorlige uheld og sygdom," siger Erling Bonnesen til Kristeligt Dagblad.
Han understreger, at det er et spørgsmål om tryghed og sikkerhed for vores børn.
Også Beredskabsforbundet bakker op om obligatorisk førstehjælp til de mennesker, der passer vores børn.
"Det vil være naturligt, at folk, der arbejder med børn, skal kunne førstehjælp. Det vil skabe sikkerhed og tryghed," påpeger præsident for Beredskabsforbundet og MF'er for socialdemokraterne, Bjarne Laustsen, i en pressemeddelelse.