Når Peter Lundin i dag møder op i Lyngby Ret for at føre sin egen erstatningssag mod lederen af Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, får han ikke fornøjelsen af at se sin prominente modpart i øjnene.
Det kunne nemlig aldrig falde Pia Kjærsgaard ind at deltage i retssagen, hun betegner som et "langt ude medieshow".
"Vi skal huske på, at han er barnemorder. Så nej, jeg møder ikke op i retten i dag. Den fornøjelse kunne jeg aldrig finde på at give ham," fastslår Pia Kjærsgaard over for Nyhedsbureauet Newspaq, der vil lade sin advokat klare ærterne.
Peter Lundin vil foran dommeren forlange 100.000 kroner i erstatning af landets nok mest indflydelsesrige kvinde efter loven om ringeagtsytringer.
"Han er jo simpelthen så afstumpet som nogen kan være," lød det fra Pia Kjærsgaard i TV 2's Go' Morgen Danmark. Og det var altså for skrappe ord for Peter Lundin, hvis borgerlige navn er Bjarne Skounborg.
Kjærsgaard afviser, at hun fortryder sin udtalelse, men "det var da en sag, jeg gerne var foruden," siger DF-lederen.
"Jeg ved godt, at alle har ret til at føre sag ved retten, sådan må det være. Men jeg skal da gerne indrømme, - og jeg tror bestemt ikke, jeg er alene - at den her sag bare er for meget. Men enhver må gøre op med sig selv, om man vil belaste retssystemet på den her måde. Og det vil han åbenbart for at få den her medieopmærksomhed," slutter Pia Kjærsgaard.
Peter Lundin versus Pia Kjærgaard
Sagen kort
Peter Lundin forlanger 100.000 kroner i erstatning er Pia Kjærgaard, fordi hun ar har kaldt ham 'så afstumpet som nogen kan være'.
Kjærsgaard nægter i udgangspunktet at betale en krone i erstatning.
Retssagen starter klokken 9.15 i Lyngby Ret.