Det er ikke længere kun voldsramte kvinder, vagtfolk, karikaturtegnere og politikere - og andre offentligt ansatte i udsatte positioner - der bærer overfaldsalarmer.
På blot to år har tusindvis af små alarmer fundet vej til lommerne på lønmodtagere i det private erhvervsliv.
”Langt størstedelen af de nye kunder er bude og teknikere, der kører alene rundt om aftenen og natten og reparerer vaskemaskiner, døre, elinstallationer, og kommunikationsudstyr som alarmer, antenner og telefonsystemer,” oplyser Kristian Durhuus, der er administrerende direktør i sikkerhedsvirksomheden 4GS.
Op mod 7.000 har alarm
Omtrent 3.500 ansatte i det private erhvervsliv bærer en overfaldsalarm fra hans virksomhed. Han anslår, at 6.000-7.000 privatansatte bærer dem.
De kan diskret aktivere alarmerne, som via mobilnettet kalder op til en central, hvor medarbejderne kan høre, hvad der sker og reagere ved at sende vægtere, politi eller en ambulance.
”Virksomhederne oplever en stigende utryghed hos de medarbejdere, der kører rundt på job på skæve tidspunkter af døgnet. Derfor køber de tryghedsalarmer, som vi kalder dem – og selvfølgelig også for at beskytte det dyre værktøj, som de kører med,” siger Kristian Durhuus.
Det er imidlertid sjældent, at alarmerne bliver aktiveret.
"Det sker ikke dagligt. Alarmerne er først og fremmest tryghedsskabende", siger Kristian Durhuus.
Ønsker livline
Kasper Skov-Mikkelsen, direktør for organisationen Sikkerhedsbranchen, bekræfter alarmernes udbredelse.
”Udbredelsen af overfaldsalarmer breder sig hastigt, for desværre har der bredt sig en utryghed blandt dem, der arbejder om aftenen og natten. De vil have en livline,” siger han.
Meningsløse overfald
Og det er ikke kun folk, der besidder eller medbringer store værdier på jobbet, som føler sig udsat.
I løbet af de seneste år er der sket en række meningsløse overfald på avisbude.
Man skal ikke længere tilbage end til den 25. januar kl. 05.30. Et 67-årigt mandligt avisbud blev i Nykøbing Falster væltet omkuld, sparket og slået i ansigtet. Voldsmændene slap af sted med et mindre beløb.
Avisbude med alarm
Overfaldene har fået flere budfirmaer til at overveje overfaldsalarmer, fortæller Kristian Durhuus.
Der bekræfter Peter Sletskov, indehaver af Sikkerhedsbutikken i Århus:
”Min butik er lille, men jeg har solgt omkring 100 af disse overfaldsalarmer. De er ret populære hos især polske og rumænske avisbude, der er meget udsatte, når de er på job i bymidten sidst på natten.”