De er klædt i hvidt, men for de ansatte på hospitalerne i Region Hovedstaden har dagen i dag været kulsort.
Senest er det kommet frem, at Rigshospitalet nu skriver sig på listen over hospitaler, der skal spare i år. 90 millioner kroner er det præcise beløb, som landets største hospital skal skære væk. Og den store spareplan kan betyde fyringer, frygter Dansk Sygeplejeråd.
800 ansatte på hospitalerne i Herlev, Hvidovre og på Frederiksberg får en fyreseddel, og det tal ser altså nu ud til at stige.
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) beklager den store prikkerunde på hospitalerne.
"Det er umådeligt trist. Jeg er sikker på, at der er tale om personer, der både har lavet et loyalt, godt og meget effektivt arbejde, så det synes jeg er trist," siger han til DR.
Ministeren afviser samtidig den kritik, som regionen har udtrykt over for regeringens behandlingsgaranti.
"Det er åbenbart et resultat af nogle økonomiske prioriteringer, som Region Hovedstaden har foretaget eller måske ikke foretaget. Og det er jo deres ansvar. Det, der er mit ansvar, det er de overordnede rammer," siger han.
De mange besparelser betyder, at Herlev Hospital skal spare 195 millioner kroner, Hvidovre Hospital 107 millioner kroner og på Frederiksberg skal der spares 70 millioner kroner.