Antallet af nye til-salg-skilte rundt omkring i landet er blevet færre, men samtidig står skiltene der i længere tid.
Nyeste tal fra Realkreditrådet viser, at der er 8.250 færre parcel- og rækkehuse, ejerlejligheder og fritidshuse til salg på internettet, end der var sidste år.
Opgørelsen viser også, at ejendomme i hele landet er længere tid om at blive solgt. Huse har generelt stået til salg i to måneder længere ved udgangen af 2009, end de gjorde i samme periode året før.
Og boligejere må stadig se langt efter de stigende priser. De priser, som boligerne sættes til salg til, er for parcel- og rækkehuse faldet med fem procent i løbet af året.
I forhold til ejerlejligheder er kvadratmeterprisen også seks procent lavere end sidste år, når man ser på landsgennemsnittet.
Hos et af landets største realkreditinstitutter forventer man da heller ikke, at 2010 bliver et godt år for ejendomshandler. Seniorøkonom hos BRF Kredit, Mikkel Høegh, satser dog på, at man er ved at se enden på krisen.
"Den stigende jobusikkerhed får mange til at holde igen og udvise en større økonomisk forsigtighed. Det rammer især forbruget af varige forbrugsgoder, herunder boliger. Alt i alt er det dog vores forventning, at bunden for prisfaldene er ved at være nået for denne gang," siger han.
Boligsøgende får nu et nyt værktøj til at holde øje med landets ejendomspriser. I dag bliver det nemlig muligt at søge på de reelle boligpriser på de ejendomme, der sælges rundt omkring i landet.
På portalerne Boliga.dk, Boligsiden.dk og Home.dk kan man nu se handelspriser på alle de boliger, der er solgt de senere år.