Alt for få ressourcer i Skat gør det historisk let at snyde statskassen.
Så mens regeringen og Dansk Folkeparti netop har forhandlet en finanslov med et underskud på de statslige finanser på 90 milliarder kroner, fosser milliarder af dyrebare kroner forbi skattevæsenet.
Det fortæller DR's 21 Søndag.
Aldrig har det været lettere at snyde skattevæsnet siger en række anonyme kilder i Skat til tv-stationen. Problemet er, at nedskæringer svækker kontrollen.
"Vi er for få til at gøre det - og gøre det ordentligt", siger én.
"Vi er jo blevet en hel del beskåret i mandskabsstyrken, og det kan ikke undgå at sætte sine spor," lyder det fra en anden.
Og der er en god grund til de ansattes beklagelser. Skat er nemlig blevet reduceret med tusindvis af ansatte de senere år. Alene næste år forlader 550 Skat.
Når nedskæringerne er gennemført i 2013, så vil 3.642 have forladt myndigheden.
"Det er min opfattelse, at uanset hvor dygtige og effektive vi er, så kan vi ikke følge med," konkluderer Lene Hoïlund, formand for Skatteforbundets inddrivelsesudvalg.
Samtidig peger stikprøver på, at det er mange fejl i især selskabernes regnskaber, som blot venter på at blive opdaget.
En kontrol i foråret viste således, at der er snyd eller fejl i mere end fire ud af ti regnskaber.