Kolde kinder og frosne fødder.
Det er i første omgang de mildeste konsekvenser for de familier, der bliver smidt ud af deres hjem. 30-40 procent flere lejere end sidste år er blevet smidt på gaden af deres boligselskab. For langt de fleste skyldes det, at de ikke har råd til at betale husleje. Det sker på trods af, at regeringen ellers i 2008 gav kommunerne nye midler til at hjælpe de gældsplagede lejere.
Tallene vækker bekymring hos oppositionen, der betegner den høje stigning som "en katastrofe" og "en tragedie".
"Det er jo tragisk, når familier med børn bliver sat på gaden her i vinterhalvåret og måske bliver hjemløse. Jeg synes, det er helt uacceptabelt, og det matcher meget dårligt med min forestilling om et velfærdssamfund," siger boligordfører hos SF, Nanna Westerby, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Hun mener, at loftet over kontanthjælpen, 300-timers reglen og starthjælpen er skyld i, at mange familier ikke har råd til at betale husleje, og SF vil derfor afskaffe de lave ydelser.
Socialdemokraternes socialordfører, Mette Frederiksen, er enig. Hun mener, at der skal bygges flere almene boliger, som danskere med almindelige og lave indkomster har råd til at bo i. Og så vil hun fremsætte et forslag i Folketinget om, at der skal indføres et reelt forbud mod at sætte børnefamilier på gaden.
"Jeg vil ønske, vi kunne få overbevist regeringen og Dansk Folkeparti om, at det simpelthen ikke klæder det danske samfund at have så store fattigdomsproblemer her i slutningen af 2009," siger hun til Newspaq.
Social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V) erkender, at der er et problem, men mener, at man skal se tiden an.
Både Nanna Westerby og Mette Frederiksen er dog ved at være trætte af at vente.
"Regeringen har haft masser af tid til at gøre noget ved det her problem. De har siddet på deres hænder, og jeg tror i virkeligheden, de er ret ligeglade med de her mennesker," siger Mette Frederiksen.
SF har nu kaldt ministeren i samråd for at for en forklaring på sagen.