Lande som Sydafrika og Mongoliet stormer derud af i kampen for ligestilling, mens Danmark står i stampe, når det gælder om at ansatte kvindelige chefer.
Det viser ny undersøgelse fra World Economic Forum om hvilke lande, der er gladest for at ansætte kvindelige chefer.
For mens Sydafrika siden sidste år går fra en 22. plads til en 6. plads i verden, så står Danmark stille på en 7. plads.
Kun hver tiende topleder herhjemme er kvinde.
Anette Borchorst, professor ved Aalborg Universitet, synes, opgørelsen er direkte pinlig.
"Det er bemærkelsesværdigt, at Danmark går for at være et ligestillingsland, og så har vi de her vedvarende skønhedspletter, som ikke ændrer sig markant. Det er også bemærkelsesværdigt, at Danmark adskiller sig fra de øvrige nordiske lande, som i den grad bliver fremhævet i rapporten," siger hun til Mandag Morgen.
De mærkelige tal understreges af, at Norge, Sverige, Finland og Island for fjerde år i træk er de lande i verden, der har flest kvinder i chefstolene.
'Global Gender Gap 2009' - som er rapportens navn - belyser samtidig, at der i to tredjedele af verdens lande er sket forbedringer af ligestillingen de seneste tre år.
"Verden generelt har gjort fremskridt i retning af ligestilling mellem mænd og kvinder," siger direktør Ricardo Hausmann fra Harvard University.
Undersøgelsen viser også, at flere lande viser stor udvikling i forhold til at få flere kvinder på topposter. Her udmærker eksempelvis Mongoliet sig, der går fra en 40 til en 22. plads på listen.