For Vejle Boldklub er det vigtigt at vise, at klubben tager afstand fra stoffer. Derfor vil tilskuere for fremtiden kunne risikere at blive teste for narko, når de vil ind på stadion, oplyser DR Trekanten.
- Vi har ganske vist ikke haft problemer med stoffer, men vil gerne være med til at forebygge, at det kan ske på stadion. Og så mener vi også, at vi har et ansvar for at sikre, at byen er i god gænge på det her område, siger klubbens administrerende direktør, Henrik Tønder.
Vejle Boldklub har tilsluttet sig projektet 'Narko ud af byen', som forsøger at bekæmpe stoffer i nattelivet.
Projektet kræver, at deltagerne i 'Narko ud af byen' tester gæster for ecstasy og andre stoffer, og det agter fodboldklubben også.
- Vi kan og vil teste vores fans, og hvis de bliver afsløret, vil det få konsekvenser. De vil få karantæne fra stadion, siger han.
Fodboldklubben går ind i projektet umiddelbart før sæsonens sidste kamp.