Er det rigtigt, at ansatte i kommunerne sidder på deres flade hele dagen og drikker kaffe? Og er det rigtigt, at der ikke er karrieremuligheder for kommunalt ansatte?
Fordommene er mange, når det gælder kommunalt ansatte, og dem vil Kommunernes Landsforening (KL) og de kommunalt ansattes forbund, KTO, nu gøre noget ved.
Derfor igangsætter de en filmkonkurrence, hvor landets teenagere opfordres til at filme hverdagens helte i kommunerne på deres mobiltelefon.
Det kan være skolelæreren, der uden at blinke stiller sig op over for en hel skoleklasse, affaldsarbejderen, der sørger for de kommunale veje eller sosu-assistenten, der hjælper ældre og svage med at klare hverdagen.
Filmene vil derefter blive oploadet på hjemmesiden modigefilm.dk, hvor man som på Youtube kan gå ind og rate filmene og komme med kommentarer.
"Der er masser af gode historier i den kommunale verden. Folk, der gør en forskel for andre. Det er dem, vi gerne vil have frem," siger projektleder på kampagnen i KL, Anders Christian Dyhr, til Newspaq.
Han erkender, at det at være kommunalt ansat har et lidt støvet ry. En undersøgelse fra 2008 viser, at unge primært fravælger de kommunale job på grund af lav prestige og dårlige karrieremuligheder.
"Heldigvis er der sket en udvikling siden da, hvor de unge er begyndt at få øjnene op for de fordele, der er ved at være kommunalt ansat nemlig jobsikkerheden og det, at de får et meningsfyldt job," siger Anders Christian Dyhr.
Filmkonkurrencen kører frem til den 15. december. Derefter vil de bedste film blive præmieret og vist på tv.
En sjettedel af den samlede danske arbejdsstyrke, 500.000, er ansat i kommunerne.