Når lille Lucas eller Emma har fået feber eller er blevet snottet, så må enten mor eller far blive hjemme fra arbejdet. Og nu ser det ud til, at far bliver lige så meget hjemme som mor.
I hvert fald, når det gælder de ansatte i kommunerne. 19 ud af 20 gange, en kommunalt ansat kvinde med børn under fem år bliver hjemme for at passe de syge poder, så gør hendes mandlige kollega i kommunen det samme.
De nyeste fraværsdata fra Danmarks Statistik viser, at kommunalt ansatte kvinder i gennemsnit hat 1,99 fraværsdage om året på grund af syge børn. Kommunalt ansatte mænd har 1,89 dage.
"Det er meget positivt, at de kommunalt ansatte mænd er tæt på at tage lige så mange børns sygedage som kvinderne i den kommunale sektor," siger Kenneth Reinicke, der er lektor på Roskilde Universitet, til Kommunernes Landsforenings nyhedsbrev Momentum.
Ligestillingen har ikke fået samme tag i den private sektor og blandt statsansatte.
I staten har fædrene kun 1,40 barns sygedage om året, mens kvinderne har 2,05. I den private sektor er forskellen endnu større. Her har kvinderne 2,55 barns sygedage, mens mændene har 1,43.