Det gik vildt for sig, da Christian Poulsen lørdag kæmpede hårdt mod de blågule gæster i Parken. Det blev især til nogle intense nærkampe med Zlatan Ibrahimovic.
Faktisk gik svenskeren så hårdt til den danske midtbanespiller, at Christian Poulsen i går blev undersøgt på Helsingør Sygehus. Her viste det sig, at han havde et lille brud på en knogle i hånden, skriver sporten.dk.
"Det skete i en duel med Zlatan. Jeg kunne godt mærke, det gjorde ondt," siger Christian Poulsen.
Det danske omdrejningspunkt på midtbanen træner mandag formiddag dog sammen med resten af landsholdet i Helsingør - men med en skinne på hånden inde under en bandage.
Men på trods af skaden kan vi godt forvente at se Poulsen tilbage på banen på onsdag, når Danmark spiller sin sidste - og betydningsløse - VM-kvalifikationskamp hjemme mod Ungarn.
"Det er ikke noget, der forhindrer mig i at spille på onsdag," siger han.