Først gad danskerne ikke at købe dem.
Så blev bolsjerne med de ulækre navne trukket af markedet, men nu er Bull Shit-kugler, Lossplads- og Junk Food-bolsjerne tilbage igen.
En større underskriftindsamling fra utilfredse slik-købere har nemlig fået Toms til at genstarte produktionen.
I første omgang vil de i alt 10 varianter kunne købes i Bon-Bon-land.
»Vi er smigrede over den folkelige interesse for det klassiske BonBon-slik og er utrolig lettede over, at slikket nu er kommet hjem igen,« siger pressechef Torben Plank fra BonBon-Land.
Det vakte postyr, da det gik op for Bon-Bonlands gæster, at kun to af Bon-Bons klassikere var tilbage på hylderne. Salget begynder i Bon-Bon-land torsdag 5. juni, og hvis salget går godt, vil Toms tage stilling til, om bolsjerne også vil kunne købes i supermarkederne.
»Vi håber, at salget i BonBon-Land vil blive så godt, at vi kan blive ved med at levere produkterne,« siger Toms direktør Jesper Møller.
Senere på sommeren udsender Toms en ny variant, der hedder BonBon Power Mix.