Videokameraerne på den danske ambassade i Pakistan var ikke slået til, og den mulige selvmordsbomber blev derfor ikke indfanget på videofilm.
Det oplyser TV 2 News, som har talt med flere kilder, der deltager i efterforskningen af bombeangrebet på ambassaden i går morgens dansk tid.
Oplysningerne bekræftes også af norske Aftenposten.no. Netavisen har talt med politiinspektør Shazad Afar, en af lederne i efterforskningen af bombeattentatet. Han bekræfter, at videoovervågningen på ambassaden var slået fra. Det gør politiets opklaring af, hvem der stod bag bomben, vanskeligere.
- Det vil være umuligt at bruge videooptagelserne til at forsøge at se, hvem der kørte bilen frem til ambassaden. Vi har været i kontakt med ambassaden for at få fat på materialet, men det lader sig ikek gøre - fordi kameraerne ikke var slået til, siger Shazad Afar til Aftenposten.no.