2007 har gjort pengepungen noget lettere for den kendte erhvervsmand Asger Aamund. Han har nemlig tabt mere end 400 millioner kroner på sine investeringer i biotekselskaberne Neurosearch og Bavarian Nordic. Det skriver business.dk.
De mange tabte millioner skyldes krisen på de finansielle markeder. Den sendte selskabernes aktiekurs i frit fald, hvilket helt præcist betyder et kurstab på 403 millioner kroner for Asger Aamund.
Selv tager han det dog ganske roligt.
- Det er klart, at det jo ser voldsomt ud, for det er nogle ret så store tab. Heldigvis er de jo ikke kontante, og som investorer er man nødt til at have is i maven. Kursen kan jo sagtens stige i fremtiden, og jeg har da heller ingen planer om at sælge mine værdipapirer i de to selskaber, siger Asger Aamund til business.dk.
Asger Aamund forlod for nylig formandsposten i Neurosearch efter godt 20 år i spidsen for virksomheden.