Skyderier på Nørrebro, knivstikkerier i Odense og kampe mellem politi og demonstranter. Det ender oftest med en masse anholdelser og måske fængselsstraf.
Men de voldsomme begivenheder går også hårdt ud over betjentene. Ligesom de udsendte soldater er flere og flere betjente begyndt at lide af den psykiske lidelse Posttraumatisk Stress-syndrom (PTSD).
I løbet af de seneste syv måneder har flere end et halvt hundrede tidligere politifolk meldt sig ind i foreningen Politiets Kammeratstøtteordning, der blev stiftet i februar i år. Og mange af dem lider af PTSD.
En af dem er 46-årige Jørgen Holstener Larsen, der fik tilkendt pension og økonomisk erstatning for sin arbejdsskade.
"Man mærker det ved, at man får en voldsom stressfølelse, hvor det hele tiden føles som om man har drukket 50 kopper kaffe. Og pludselig bliver det svært at sove, og man får hele tiden flashbacks," siger han til DR.
Kammeratstøtteordningens formand, Heinz Hvid, så gerne, at foreningen fik statsstøtte ligesom Soldaternes Kammeratstøtteordning.
"Jeg mener allerede nu, vi kan se, der er et behov, når så mange politifolk, der alle har følt sig alene, på så kort tid har meldt sig," siger han.