Et populært kondommærke i Kenya bliver nu taget tilbage fra butikkerne. Det sker efter et kenyansk tv-program i sidste uge afslørede, at der er store huller i sikkerheden.
Journalisterne købte kondomerne i tilfældige buktikker i landets hovedstad Nairobi. Men så snart de fyldte dem med vand, brast kondomerne. Udsendelsen har sat sindene i kog og antændt en udbredt vrede blandt befolkningen. Især kvinderne er blevet bange:
"Forestil dig en kvinde, der skal overbevise manden om, at de skal bruge kondom. Nu kan han jo bare sige 'de der ting lækker, det gør ingen forskel', siger 30-årige Hilary Okoth, der bor i Nairobi, til FNs nyhedsorgan Irin News.
De kenyanske myndigheder kritiseres fra flere sider for at være for langsomme. Det er nemlig flere uger siden, at de samme kondomer blev taget af markedet i Zambia. Den kenyanske regering uddeler hvert år 160 millioner stykker gummi.
Knap 3 millioner kenyanere menes at leve med den dødbringende virus HIV. Det er langtfra første gang, Afrika rammes af en kondomskandale.