- Som de fleste andre danskere gør det et voldsomt indtryk. Der er jo flere dræbte. Men med hensyn til Muhammed-krisen, så er jeg sikker på, at den vil vare min tid ud. Tegningen lever sit eget liv uafhængigt af mig. Den vil dukke op igen og igen som en politisk begivenhed.
Sådan lyder det fra Kurt Westergaard, manden der bogstaveligt talt trak de første streger i det, der senere skulle vise sig at bliver Danmarks største internationale krise siden anden verdenskrig. Westergaard fik igen tegningerne ind på livet i februar, da tre mænd blev anholdt af PET og senere udvist fra Danmark for at planlægge et attentat på tegneren.
Uhyggeligt
Nu er den 73-årige tegner igen aktuel. Eller det vil sige - hans berømte tegning af Muhammed med en bombe i turbanen er ifølge PET linket til, at ukendte gerningsmænd sprang en voldsom bilbombe ved den danske ambassade i Islamabad i Pakistan. Selv er tegneren tydelig påvirket af bombesprængningen:
- Det er uhyggeligt. Men det viser, hvor lille verden er blevet. Tegningerne har været en katalysator for en større proces. Men selv om det, der er sket i Pakistan primært er forfærdeligt, så er der også nogle positive konsekvenser af Muhammed-krisen. Demokrati er vejen frem, og det har tidligere vundet over nazisme og kommunisme, siger Kurt Westergaard, der bor på en hemmelig adresse i Jylland.
Hvordan tror du, tingene ser ud om 20 år?
- Der tror jeg, vi er nået et godt stykke. Så har indvandrere nok accepteret vores kultur. Men det handler om at skabe en platform for en dialog. Vi skal passe på, at vi ikke gør danske muslimer til ofre.