En kun tre år gammel dreng checkede sig selv ind som bagage i Arlanda lufthavn i Sverige lørdag aften.
Den lille dreng var blevet så nysgerrig over, hvor alle kufferterne forsvandt hen, så da han så sit snit til at hoppe på bagagebåndet ved en tom skranke, gjorde han det.
Han blev ført ned i lufthavnens kælder mellem tasker og kufferter til en automatisk sorteringsafdeling. Han blev 'taget til side', da han ikke var forsynet med et bagagemærkat.
Drengen er uskadt, men Niclas Härenstam fra den svenske luftfartsstyrelse siger til det svenske dagblad Expressen:
- Han kunne have skadet sig alvorligt. Det er uhyre vigtigt, at man holder øje med sine børn på Arlanda, selv om jeg ved, at det kan være svært.