Indbrudstyve er stukket af med adskillige af musikeren Courtney Loves smykker, hendes tøj og asken fra hendes mand, Nirvana forsangeren Kurt Cobain. Det skriver Ekstrabladet.dk.
Aske spredt vidt omkring
Efter hans tragiske død i 1994, hvor den officielle dødsårsag er selvmord, blev Kurt Cobain brændt, og en del af hans aske blev spredt i nærheden af hans hus i staten Washington. En del blev spredt ved et buddhistisk tempel i New York, og resten beholdt hans efterladte enke, Courtney Love. Og nu er den sidste aske altså forsvundet efter, at ukendte gerningsmænd brød ind i hendes hjem og stjal asken, som enken opbevarede i en lyserød bamse-formet pose sammen med en lok af forsangerens hår.
Kurt var altid med
- Det var alt jeg havde tilbage af min mand, og jeg plejede altid at have dem med, så jeg kunne føle, at Kurt stadig var ved min side, siger Courtney Love til avisen News of The World.