Hvis din leder er utilfreds med dit arbejde, din opførsel eller hvis du har brudt reglerne på arbejdspladsen, kan lederen give dig en advarsel. Det er en måde at sige, at du kan blive fyret, hvis problemet gentager sig.
En advarsel kan både være mundtlig og skriftlig. Men hvis lederen skal bruge advarslerne som begrundelse for at fyre dig, gør vedkomne det oftest skriftligt for senere at kunne bevise det. Men det er ikke et krav. En advarsel kan typisk indeholde hvad du har gjort forkert, og hvad der kan ske, hvis du gør det igen.
Når du får en advarsel, har du, hvis din overenskomst siger det, ret til, at din tillidsrepræsentant eller den lokale kreds af fagforeningen bliver inddraget i sagen. Du har også ret til, at dit syn på sagen bliver taget med i en eventuel personalesag.
Du kan kun blive opsagt på baggrund af en advarsel, hvis du har gjort præcis det, som advarslen siger, du ikke må. Arbejdsgiveren kan altså ikke give dig en advarsel for en gerning og så fyre dig for en anden handling.
Hvis du synes, advarslen er uretfærdig, bør du under alle omstændigheder tage en snak med din tillidsmand eller fagforeningen.