Der er ikke meget håb for dem, der allerede har taget plads i ledighedskøen. Faktisk kan de se frem til at få mere selskab i den kommende tid.
Hvis Finansministeriets Økonomisk Redegørelse for resten af året og 2010 med holder stik, så vil der i gennemsnit blive 150.000 ledige i 2010. Det svarer til cirka 5,25 procent af arbejdsstyrken og er omkring 45.000 flere, end der er nu.
Det er finanskrisens skyld, siger finansminister Claus Hjort Frederiksen i en pressemeddelelse.
"For blot ét år siden var presset på arbejdsmarkedet massivt med meget høje lønstigninger og rekordlav ledighed, og der var stort overskud på de offentlige finanser. Nu er der udsigt til højere ledighed og betydelige underskud på de offentlige finanser," siger han.
Trods de dystre udsigter, så mener Claus Hjort Frederiksen, at regeringens initiativer vil være med til at dæmpe finanskrisens indflydelse på arbejdsløsheden.
"Sammen med de tegn på stabilisering af verdensøkonomien vi har set over sommeren, giver det grundlag for, at der igen bliver økonomisk vækst i sidste del af 2009 og i 2010," siger ministeren.
2010 byder på et statsunderskud på 86,25 milliarder kroner, lyder det i den Økonomisk Redegørelse.