Helt unge piger - formentlig elever fra 8. og 9. klasse fra skoler i Virum-området i Nordsjælland - har angiveligt tilbudt seksuelle ydelser - blandt andet blowjobs - mod betaling. Det hele er foregået ved en gruppe bænke på en populær legeplads i nærområdet, Den Grønne Legeplads.
Det erfarer Avisen.dk.
Angiveligt er både politi og sociale myndigheder gået ind i sagen.
Oplysningerne om de unge piger, der sælger sex til mænd, har skole og politi fået fra blandt andet beboere i området. På legepladsen er der fundet masser af brugte kondomer og poser med formentlig kokain og amfetamin.
På legepladsen, der er et yndet samlingssted for de unge i området, har der også været flere tilfælde af hærværk.
Avisen.dk erfarer, at der på alle skolerne vil blive taget fat i problemet - eventuelt via samtaler med elever og/eller breve til forældre til elever i de ældste klasser.