Samuel Eto'o rejser til Milano og Inter, mens Zlatan Ibrahimovic tager turen den anden vej til FC Barcelona
Det beretter Cataloniens sportspresse fredag morgen.
Ifølge avisen Sport får Inter 40 mio. euro, Samuel Eto'o og den hvidrussiske midtbanespiller Alexander Hleb med i handlen for at lade deres helt store stjerne rejse til den Iberiske Halvø.
Byttehandlen skal være faldet på plads i løbet af natten og vil blive offentliggjort senere.
Inters direktør Massimo Moratti bekræfter, at der er forhandlinger om Zlatans fodboldfremtid.
"Det stemmer. Vi taler om Eto'o og Ibrahimovic," siger Moretti til Sport ifølge den svenske avis aftonbladet.se.
Det har længe svirret med rygter om de to spilleres fremtid, hvis skiftet går igennem, vil det derfor ikke komme som en kæmpe overraskelse.
Allerede sidste sommer var Samuel Eto'o på vej væk fra Barcelona, men han fandt sig til rette og var med i Barcelonas bedste sæson nogensinde, da det blev til hele tre trofæer.