Det går vildt for sig, når unge, rige mennesker fra Nordsjælland rykker teltpælene op og flytter ud i sommerlandet. Skagen er et af de foretrukne feriesteder for Hellerups ungdom, og her er lokalbefolkningen ved at gå ud af deres gode skind på grund af al den hærværk og larm, der følger med, når Nordsjællands ungdom rykker ind i Gammel Skagen.
Husejere i Skagen er overbeviste om, at den meget ballade er skabt af forkælede unge fra velhavende familier i Nordsjælland, oplyser P4 Nordjylland.
En af husejerne i Gammel Skagen er Rogers Søgaard. Han har selv fået stjålet et værdifuldt, 10 kilo tungt navneskilt hugget i sten.
"Det er simpelthen unge, uopdragne løjsere, der hærger i kvarteret," siger han. I læserbreve i Skagen Avis fortæller flere beboere i Gammel Skagen om andre eksempler på hærværk og chikane.
Om redningsbælter, der er blevet fjernet fra haver, unge, der tisser på husene, fjerner affaldscontainere, stjæler cykler og smider dem ind over hækkene.
Rogers Søgaard er rystet over de unges adfærd, og han er ikke i tvivl om, hvem gerningsmændene er. For i Gammel Skagen er uge 29 kendt som "Hellerup-uge"
"Så kommer unge rigmandsbørn i store biler herop og opfører sig ud over det normale. Og det vil sige med druk og hærværk," siger han til P4 Nordjylland.