En glemsom narkobetjent og en dårlig sporhund betyder, at en flypassager i Japan nu render rundt med hash for 45.000 kroner i sin taske.
Narkobetjenten arbejder i Tokyos Narita Lufthavn, og han ville træne sin sporhund lidt i arbejdstiden. Derfor gemte han 142 gram hash i en tilfældig kuffert, som var på vej ud af udenrigsfly i lufthavnen. Meningen var så, at hans narkohund skulle sniffe sig frem til stoffet som lidt ekstra træning. Desværre havde hverken hund eller betjent en af sine gode dage.
- Hunden kunne ikke finde det, og betjenten glemte, hvilken taske han puttede det i, siger en talskvinde for tolderne i lufthavnen til AFP.
Kan give 10 års fængsel
Den anonyme narkobetjent siger, at han godt vidste, at det ikke var tilladt at bruge passagertasker til narko-øvelser. Men han ville bare gøre sin narkohund bedre, undskylder han.
Japan har et af verdens hårdeste strafsystemer over for hash. Japanere kan risikere op til 10 års fængsel for bare at have små mængder ulovlige substanser på sig.
Den ukendte flypassager går nu rundt med de 142 gram hash, der ville indbringe 45.000 kroner på det japanske marked. Hashen er gemt i en metalæske viklet ind i aviser, og tolderne anbefaler den uskyldige hashsmugler at henvende sig til politiet.