Sundhedsstyrelsen har anmeldt den kristne frikirke Evangelist til politiet for kvaksalveri.
I to tilfælde har Evangelist ifølge Sundhedsstyrelsen lavet medicinske vurderinger uden at lægelig baggrund for det.
"De har fjernet livsvigtig medicin fra folk og derved bragt deres helbred i fare, siger Anne Mette Dons fra Sundhedsstyrelsen til DR Nyheder og betegner sagen som meget alvorlig.
En af sagerne drejer sig om den 27-årige kvinde, Janni Mors Laursen, der har lidt af paranoid skizofreni og borderline siden hun var 15.
Hun har været i kontakt med Sundhedsstyrelsen omkring den behandling, Evangelist gav hende for et år siden.
"De sagde medicinen var en måde at lukke dæmoner ind, og gud skulle nok gøre mig rask," siger hun til DR.
I Evangelist forklarer formand for bestyrelsen, Joseph Berg, at det er en betingelse for at komme i behandling, at beboerne ikke tager medicin for deres sindslidelse.
"Det er rigtigt, det sker, at medicin bliver taget fra folk," fortæller han.
Beboerne skal selv sige ja til, at de ikke længere skal have medicin. Og dermed er der ingen lægelig vurdering før medicinen bliver taget fra beboerne, erkender Joseph Berg. Men han mener ikke, Evangelist gør noget forkert.
"Der bliver påstået, at vi tager livsvigtig medicin væk fra mennesker. Det gør vi ikke, medmindre at det ikke er livsvigtigt," siger han.