Når så mange mennesker sulter i verden lige nu, er det asocialt at købe økologiske fødevarer - for man får nemlig få 15-20 procent mere mad ud af jorden, hvis man dyrker den konventionelt.
Sådan lyder det provokerende budskab i hvert fald fra seniorrådgiver ved Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet Henning Otte Hansen.
Hans udmelding kommer efter, at verden i flere måneder har diskuteret den globale fødevarekrise.
Mere end 800 millioner mennesker slås i øjeblikket om maden i store dele af verden, blandt andet fordi høsten flere steder er slået fejl.
- Set i det lys er økologi ikke den optimale måde at producere fødevarer på lige nu. Man bruger ekstra ressourcer på at producere økologi end på almindelige fødevarer. Det er ineffektivt og derfor lidt asocialt, siger Henning Otte Hansen. Han vil dog ikke anbefale, at Vesten dropper økologien.
- Man skal bare være opmærksom på, at man får mindre ud af jorden, siger han.
Og ræsonnementet er sådan set rigtig nok, bekræfter flere andre eksperter.
- Det er korrekt, at man får mere ud af jorden, når man dyrker den konventionelt, siger miljømedarbejder Jacob Sørensen fra Informationscenter for Miljø & Sundhed.
Men man skaber samtidig mere forurening, forklarer han.
- I den forbindelse er det meget usikkert, hvad der vil ske med naturen i det lange løb, hvis vi ikke fremmer økologi, siger Jacob Sørensen. Udmeldningen høster også blandede reaktioner hos Christian Friis-Bach, der er international chef hos Folkekirkens Nødhjælp og ofte er i kontakt med de mange sultende verden over.
- Vi løser ikke fødevarekrisen ved at holde op med at producere økologisk mad i Vesten, siger Christian Friis-Bach.
Han mener, at vejen frem i stedet er at lære landmændene i ulandene selv at producere maden - og her duer økologi ganske rigtigt ikke.
- Her gælder det om at få mest muligt ud af jorden, siger Christian Friis-Bach.
Økologisk Landsforening er overraskede over udmeldingen fra Henning Otte Hansen.
Tre jordkloder
- En ting er, hvor meget mad du får ud af jorden. Noget andet er din sundhed. Økologi vil altid være det sundeste og dermed det bedste alternativ i længden, siger foreningens formand Evald Vestergaard.
Ifølge en opgørelse fra organisationen Globalis skulle vi bruge lidt over tre jordkloder, hvis alle mennesker i verden skulle kunne leve med danskernes livsstil og forbrug af mad.