Selvom det nærmest vælter ind med folk til koncerterne på det københavnske spillested Vega, hænger økonomien ikke sammen. Derfor fyrer Vega nu 65 medarbejdere.
For selvom der er gæster nok, hjælper det ikke meget, hvis de ikke køber tilstrækkeligt med øl og spiritus i baren. Det skriver Ekstra Bladet.
"Vi er ikke lukningstruet, og vi skærer ikke nogle af vores aktiviteter væk, men hvis den negative tendens fortsætter, kræver det, at vi skal have noget finansiering enten fra det offentlige eller fra anden side i år", siger bestyrelsesformand Hans Abildstrøm og forklarer, at mange gæster har skiftet de store fadøl ud med små.
Siden finanskrisen tog fart i efteråret, er omsætningen i baren faldet med 25 procent, oplyser bestyrelsesformanden.