Danmark har nu officielt en spritny statsminister.
Det stod klart, efter den 44-årige venstremand Lars Løkke Rasmussen omkring klokken 14.30 søndag kom ud fra et møde hos dronningen, hvor han fortalte hende, at han ville tage over efter Anders Fogh.
"Det er et stort ansvar jeg har taget på mig. Jeg vil knokle, og jeg vil arbejde dag og nat for at sikre, at Danmark kommer godt igennem den internationale krise, som vi befinder os i," sagde Lars Løkke, da han kom ud fra mødet.
Lars Løkke Rasmussen bliver Danmarks statsminister nummer 40, han bliver den tredje i træk med efternavnet Rasmussen, og han bliver i det hele taget en af de yngste nogensinde.
Tidligere på dagen var Anders Fogh hos dronningen for at sige op.
Lars Løkke står nu over for at skulle lede Danmark sikkert ud af den globale økonomiske krise. Men først skal han finde en ny mindretalsregering, der har fast støtte fra Dansk Folkeparti.
"Jeg møder ind på arbejde i morgen tidlig klokken 8, og så vil jeg sætte mig ned og finde ud af, hvem der skal være ministre," sagde han på slotspladsen.