Århus Kommune har stor succes med at bruge detektiver til at afsløre sociale bedragere. Kommunen har haft to detektiver til at opsnuse par, der kun er flyttet fra hinanden på papiret, og bilejere, der ofte skifter nummerplader.
Detektiverne snuser rundt tidligt om morgenen for at observere om mennesker, der får tilskud som enlige, bor sammen med en partner.
Og metoden er så stor en succes, at detektiv nummer tre netop er blevet ansat. Århus Kommune opfordrer andre kommuner til at bruge detektiver i kampen mod sociale bedragere.
Hos Foreningen Danske Detektiver og Erhvervsefterforskere kan man mærke, at samfundet er ved at få øjnene op for privatdetektiver.
"Det er et marked, som vokser i takt med, at det bliver mere dansk. Branchen har haft et dårligt ry, men det er i bedring, og vi er ved at nærme os andre lande," siger formand Uffe Bodenholt til Newspaq.
Han peger på Spanien som et forgangsland, hvor man er meget langt fremme og særdeles velorganiseret med detektivarbejde.
Der findes ingen specifik uddannelse for detektiver, men Uffe Bodenholt har flere ting, der lægges vægt på hos en god én af slagsen.
"Det er en meget autodidakt branche. Men mange har tunge erhvervsuddannelser, og det er de færreste, der stammer fra politiet. Man skal selvfølgelig have modenhed og sidst men ikke mindst interessen," siger han.
Ifølge Uffe Bodenholt er der masser af kriminalsager i samfundet, især inden for økonomi og bedrageri, der aldrig bliver løst, fordi eksempelvis detektiver ikke pålægges dem. Han efterlyser derfor en holdningsændring til privatdetektiver.