Efter tre års research har den østrigske kemiker Georg Steinhauser opdaget en type kropshår, der fanger løsrevne tøjfibre og leder dem mod navlen.
Steinhauser gjorde sin opdagelse efter undersøgelse af 503 nullermænd fra sin egen navle.
Forskningsresultatet er nu offentliggjort i tidskriftet Medical Hypotheses, skriver The Daily Telegraph.
Kemiske analyser viste, at nullermændene ikke alene bestod af bomuld fra tøj. Også stykker af død hud, fedt, sved og støv er bestanddele.
Nullermændene opstår først i kropshåret og ender til sidst i navlen.
På grund af hårenes skælformede struktur, slides små fibre fra tøjet af og ledes mod navlen hos nogle mennesker.
"Hårene fungerer som en slags kroge med modhager. Og håret på maven vokser tilsyneladende ofte i koncentriske cirkler omkring navlen," siger Steinhauser, der forsker på Wiens tekniske universitet.
Hvis man vil undgå navlenullermænd kan en løsning derfor være, simpelt hen at barbere maven.
En anden metode, der reducerer navlenullermænd, er at gå i gammelt tøj, der ikke afgiver så mange fibre.
En piercing i navlen fungerer også som et effektivt værn, da det fejer fibrene væk.