Hvis din andelsboligforening har ansat en administrator, så kan du se frem til en huslejestigning på mellem 50 og 100 kr., vurderer andelsboligforeningernes interesseorganisation, ABF.
Dermed bliver der ikke noget kæmpesmæk til andelsboligejerne med skattereformen, sådan som Skattekommissionen ellers havde lagt op til for godt 130.000 andelsboligejere.
Alligevel vil ca. halvdelen af andelsboligerne kunne mærke reformen på pengepungen.
Fremover skal andelsboligforeningerne nemlig betale moms, når de aflønner en administrator.
"Det vil betyde en stigning i huslejen for omkring halvdelen af andelsboligejerne, fordi de har en administrator til at tage sig af alt papirarbejdet i foreningen," siger direktør i ABF Jan Hansen til Nyhedsbureauet Newspaq.
I kroner og øre vil regning til ejerne af en andelsbolig blive på mellem 50 og 100 kr. om måneden, oplyser Jan Hansen.
Hos ABF er man naturligvis ærgerlige over at miste momsfritagelsen, og i den kommende tid vil man derfor gå offentligt ud og gøre opmærksom på konsekvenserne for andelsboligforeningernes økonomi.
"Vi kan ikke trække momsen fra nogle steder, så der er reelt tale en stigning i vores udgifter til administratorer på 25 procent," forklarer Jan Hansen.