De har hver især noget, den anden vil have, og det er et godt udgangspunkt for en handel.
Barcelona vil nallerne i Kaká, Milan vil have Ronaldinho, og nu kan en pakkeløsning være undervejs.
Barcelona-præsident Joan Laporta er i gang med at lægge sidste hånd på en storstilet plan, hvor han slår to fluer med et smæk. Ind ad den katalanske dør skal nemlig træde AC Milans helt store stjerne Kaká, mens italienerne så får en check på små 150 millioner kroner plus Barcelonaspillerne Ronaldinho, Gianluca Zambrotta og muligvis Deco.
Tre spillere, som alligevel er en del af den planlagte oprydning på Camp Nou efter en mislykkede sæson, og som måske har haft deres bedste dage, men som AC Milan alligevel vil forsøge presse de sidste cykelfinter og overlaps ud af.
Det skriver den katalanske sportsavis Diario Sport.
Kaká vil til Spanien
AC Milan har længe været i forhandlinger med Barcelona om at hente Ronaldinho og italieneren Gianluca Zambrotta til Milano, mens Barcelonas krav om flere hundrede millioner kroner for den kriseramte brasilianer Ronaldinho har fået forhandlingerne til at gå i hårknude.
Nu er knuden ved at opløses.
Milan vil nødigt slippe guldklumpen Kaká, der blev kåret som verdens bedste fodboldspiller sidste år, men den brasilianske kreatør er gerne til Spanien, særligt efter at den italienske storklub ser ud til at misse Champions League i næste sæson.
Og kommer offensivspillerne Ronaldinho og Deco den anden vej, kan en handel vise sig at være ganske fornuftig, også set med italienske briller.
Flere år i Ronaldinho
For Ronaldinho er vild efter at komme til Milan for at få den skrantende karriere på ret køl, og da han først for ganske nylig er fyldt 28 år, kan der sagtens være en håndfuld gode år i brasilianeren, som blev kåret til verdens bedste med en bold i 2005 og 2006.
Det samme gælder Deco og Zambrotta, der trods 30 og 31 år stadig er store navne på det portugisiske og italienske landshold.