Hvis uheldet skulle ramme dig, og du bliver ramt af en blodprop, så kan hjælpe dig, hvis du har løbet eller cyklet meget inden.
Ny forskning fra Bispebjerg Hospital viser nemlig, at folk, der bevæger sig dagligt, får mildere blodpropper, end de, der bruger fritiden henslængt i en sofa foran fjernsynet.
"Man kan ikke løbe sig fra en blodprop i hjernen, men vores studie viser, at selv to timers daglig motion øger dine chancer for at få et bedre liv efter en blodprop i hjernen," siger læge Lars-Henrik Krarup, der står bag undersøgelsen, ifølge DR.
Igennem to år har han undersøgt 265 ældre mennesker i 70-års alderen, som er blevet ramt af en blodprop i hjernen og spurgt dem om deres motionsvaner, før de blev ramt.
"Ældre mennesker svarer ofte nej til, at de dyrker motion, fordi de forbinder det med at gå i et fitnesscenter, men det at støvsuge eller at slå græsset kan også være motion, så længe de får pulsen op. Derfor har vi spurgt ind til aktiviteter, som de foretager sig dagligt," siger Lars-Henrik Krarup.
Undersøgelsen viste også, at den gruppe som var bedst til at komme op af sofaen havde færre symptomer og kom sig bedre efter en blodprop end dem, der sad stille hele dagen.