Det er tegn på, at der er gjort en ekstra indsats for at beskytte miljøet. Og så er det en sikkerhed for, at der er rent og pænt, gode toileforhold og redningsudstyr.
Det Blå Flag vil i år blive hejst ved rekord-mange strande og havne rundt omkring i Danmark. 216 strande og 75 lystbådhavne er blevet tildelt flaget af Friluftsrådet. Det er 291 i alt og tre mere end den hidtil rekord i 2006.
Det gode resultat skyldes blandt andet kommunesammenlægningerne, mener koordinator for Blå Flag i Friluftsrådet Mikal Holt Jensen.
- De kommuner, der prioriterer miljøet ved kyststrækninger og søer højt, har nu en større kyststrækning og dermed flere strande, der kan opgraderes til Blå Flag, siger han.
Nogle strande, der normalt får tildelt Blå Flag, har i år mistet deres flag. Ifølge Friluftsrådet skyldes det formenlig sidste års mange regnskyl, som har påvirket badevandskvaliteten, så badevandet ikke længere har helt så høj standard.