"Jeg gætter på, at der inden for tre til fem år er nogen, der laver de første forsøg med røgfrie boliger."
Sådan lyder beskeden fra direktøren i KAB (Københavns Almindelige Boligselskab) Jesper Nygård, der regner med, at boligbyggerier, hvor hele opgange er 100 procent røgfri, er lige på trapperne.
Han mener nemlig, at Danmark nu er blevet så røgfri, at det vil være det næste naturlige krav at stille for ikke-rygeren, skriver medlemsbladet Boligen.
"For fem år siden var det helt utænkeligt at forbyde rygning på arbejdspladser og restauranter. I dag er det helt utænkeligt at tillade folk at ryge selvsamme steder. Det er gået vanvittigt stærkt med et paradigmeskifte. Og derfor tror jeg også, at der vil være stigende interesse for folks velvære i boligen," siger Jesper Nygård.
Velfærdsminister Karen Jespersen (V) er positivt stemt over for idéen, selvom hun er i tvivl om, hvordan det rent juridisk kan lade sig gøre, at få beboerne til rent faktisk at overholde forbuddet.
Men det har Jesper Nygård et bud på.
"Sanktionsmulighederne skulle være præcis de samme, som hvis lejeren boede et sted og havde hund, hvor det var forbudt. Konsekvensen skulle i sidste ende være, at lejeren mistede sin bolig," udtaler direktøren.
Han erkender dog, at det kan blive svært at finde ud af, om lejerne smugryger under emhætten. Og det er da heller ikke alle boligselskaber, der synes lige godt om den røgfrie idé.
"Min umiddelbare reaktion er, at boligen er ukrænkelig. Det er her, vi har retten til at leve vores eget liv, og der leves mange forskellige liv. For mig synes det at være et overgreb på den personlige frihed at indføre røgfrie boliger," siger Palle Adamsen, direktør i Lejerbo.